JA FOR JAPAN! skrevet af Anette Riis deltager

JA FOR JAPAN!

Artikel skrevet af Anette Riis, november 2018 til Dina Schmidt, Travelonfoot

Eftermiddagen går på hæld, udenfor mit vindue aftegner novemberdagens sidste solskygger sig. En smuk efterårsdag i lille smukke Danmark. Men - der er nu altså mange andre smukke lande i verden, som virkelig er et besøg værd. Japan er et af dem.


For få dage siden landede jeg i Danmark efter en uovertruffen pilgrimsvandring på en del af Shikoku tempelruten med de 88 templer i det sydlige Japan – dér, hvor Mikael Bertelsen også har gået, hvilket DR viste i 2017 i flere afsnit derfra.


Denne gang var jeg ikke, som jeg ellers har for vane, taget alene afsted. Jeg havde meldt mig til en gruppevandring arrangeret af Dina Schmidt, ekstrem erfaren pilgrim og rejsearrangør med fod i eget firma ved navn Travelonfoot. Dina har vandret adskillelige hundrede km i Spanien – og ligeledes i Japan, hvortil hun har arrangeret pilgrimsrejser de sidste 5 år. Dina kender således rigtigt meget til det spændende og så ganske anderledes land på den anden side af jorden – og bevæger sig gesvindt og elegant rundt i de japanske bjerge som en anden bjergged.


Udover Dina var også den unge japanske tolk Tomoko Imaizumi med os; hun var en ualmindelig god hjælp ifm. de sproglige og kulturelle spørgsmål, der uvilkårligt opstår undervejs. Tomoko taler flydende dansk og, som hun siger: ”Jeg elsker at være sammen med danskere”, så vi kunne kun nyde hendes gode og kyndige selskab. Dina Schmidt har formået at integrere Tomoko i det danske; hun har ganske enkelt boet hos Dina i flere måneder for at sætte sig ind i det danske sprog og vores kultur. De to udgør et suverænt makkerpar og har planlagt Shikoku 88 rejsen med indhold, rute, overnatninger mv.


Vi var 10 glade vandrere afsted, aldersmæssigt alle i 60+ alderen – og nogle 70+. 3 mænd og 7 kvinder fra hele Danmark, og de fleste af os noget betænkelige. For kunne vi nu klare det... Vi havde fået indskærpet af Dina, at vi skulle være i en pokkers god kondition, ellers ville vi ikke kunne magte de mange km opad i de japanske bjerge.


Efter en meget lang flyrejse (ca. 11 timer) landede vi godt trætte i Solens Rige – nærmere betegnet i Tokushima, hvorfra vores første vandring skulle starte. Med livlige sommerfugle flaksende rundt i vore kroppe efter urolig søvn, jetlag og vores første møde med den fyldige og anderledes japanske morgenmad, var vi klar.


Og vi fik i den grad brug for vores trænede muskler, for det gik rigtigt meget opad; især de første dage. Vi kæmpede os op over bjergene til de smukke templer øverst oppe – og nedad igen for at stile mod nye beundringsværdige templer.


Vi lærte tempelritualerne med vask af såvel os selv samt vore Henro-pilgrimsstave (navngivet efter Henro Michi, som pilgrimsruten hedder), og vi slog på de store gong gonger, der indikerer, at en ny pilgrim er ankommet til templet. Vi sad på puder på gulvet og spiste de delikate måltider med pinde, vi sov på tynde madrasser på gulvet, og vi mødte til morgenseance kl. 06 i templerne til meditation og morgenbøn.


Vi lærte hinanden at kende – delte værelse med de forskellige gruppedeltagere på skift, så vi blev godt rystet sammen. Vi sov i dobbeltværelse, men også sommetider 3-4 deltagere i samme rum. I vores modne alder kan man nu godt få lidt ondt i kadaveret af at ligge så fladt og hårdt, men vore kroppe vænnede sig alligevel langsomt til denne øvelse på gulv.


En japansk tradition, som vi kom til at sætte rigtigt megen pris på, er deres såkaldte ”Onsen”, et navn for et fællesbad (sædvanligvis opdelt i ét baderum til kvinder og ét til mænd). Her vasker man sig siddende på små skamler i varmt sæbevand; ikke bare 1 men adskillige gange (de japanske kvinder så vi gentage afvaskningen i helt op til 5-7 gange). Dernæst bruser man sig selv over, stadigt siddende, og er så klar til at sænke sit legeme ned i det meget varme, store badekar.

Åh, det gjorde godt; og vi kom virkelig til at sætte pris på denne daglige begivenhed, som belønning for vore mange skridt. Bemærkelsesværdigt var det, at det komplet tog ømheden i muskler, ben og fødder, så vi humpede slet ikke rundt, som pilgrimme ellers normalt gør efter en lang vandring.


Ligeledes er jeg sikker på, at det minimerer forekomsten af vabler; jeg fik ikke en eneste – og hørte heller ikke nogen af de andre deltagere beklage sig over vabler. Når vi efterfølgende sad totalt rene og afslappede i vore kimonoer og spiste den sunde mad, kunne livet nærmest ikke blive bedre.


Vi stiftede kendskab med buddhismen og Kobo Daishi med kælenavnet ”Kukai”, som siges at være pilgrimmen, der efter årelange meditationer grundlagde Shikoku ruten med de 88 templer. Vi købte tempelkaligrafier, beundrede templerne, de buddhistiske figurer osv. osv.


Denne tempelverden matchede rigtigt godt ruten og den venlige og rolige japanske kultur; alt gik ligesom op i en højere enhed. Det betød ikke noget, at vi ikke var buddhister; vi kunne sagtens både nyde - og deltage i - seancerne, som gjorde et dybt og uforglemmeligt indtryk.


Jeg kender ikke specielt meget til buddhismen, men synes, at det var interessant, at komme lidt tættere på den. Morgenseancerne havde en messende, meditativ form med masser af mantra – indimellem ledsaget af en del ”larm” fra klanginstrumenter, der blev slået på, samtidigt med at munken messede  en lang række ordbønner i ca. 1 times tid. Ved tempel 31 mødte vi den munk, som Michael Berthelsen drak sake med. Han var blevet ret kendt efter dette TV-indslag, idet der kommer flere og flere danskere på Shikoku-tempelruten. Han lavede en morgenmeditation kun for os; det var vi meget beærede over.








En anden daglig glæde var maden, når man altså lige fik vænnet sig til den. Det skal nemlig siges, at morgenmad og aftensmad stort set er ens – og det meste af maden smager ret ens, så man spiser rigtig meget af den samme mad hver dag.

Maden består typisk af: fisk, misosuppe med nudler, ris, tang, kolde grøntsager af forskellig art, lidt æg, syltede /marinerede kinaradiser, japanske bær mv. - alt sammen serveret i små smukke skåle. De sunde retter blev skyllet ned med masser af grøn te. Vi mærkede ret hurtigt et velbehag ved maden og følte os mere og mere sunde og veltilpasse for hver dag med denne japanske kost.

Der er dog som nævnt ikke så megen smag i maden, den har nærmest en umami-lignende konsistens – lidt flad og fersk i det. En gang imellem var der lidt stærk wasabi eller ingefær som tilbehør; det satte jeg personligt stor pris på.


Især i begyndelsen savnede jeg meget morgenkaffen, men de gange, hvor der så endelig var mulighed for kaffe, blev det også tydeligt, at kaffesmagen slet ikke matchede den japanske mad. Der var heldigvis også masser af automater allesteder, hvor vi gik. Heri kan man trække stort set alt indenfor såvel kolde som varme drikke - vand, grøn te, sodavand, øl, kaffe mv. Så jeg/vi klarede den – og nød at føle os sunde og stærke i krop og sjæl, beriget af maden, vandringerne og de åndelige tempelseancer – og ikke mindst det gode vandrefællesskab.


Vi mødte nu også nogle væsener, som vi godt kunne have været foruden. Bl.a. 3 giftige slanger, som pludselig befandt sig lige foran os på stierne. For mig var det totalt grænseoverskridende; jeg har nærmest en fobi for slanger, måske var det derfor, at de flere gange dukkede op lige foran mig. Efter mine første skrig og angst ved synet af dem, var det ligesom om, at jeg accepterede, at de var der og jeg holdt faktisk op med at skrige – og magtede at stå stille, mens de passerede, mindst ligeså bange for mig, som jeg var for dem.

Af andre sjove dyr var der kæmpestore knælere (en slags kæmpe græshoppe), blå stålorme i massevis, enorme edderkopper af forskellig slags, rovfugle, skildpadder, landkrabber m.fl.


Jeg nævner alt dette, fordi man skal være klar over, hvad Shikoku også kan byde på. Det er ikke som i Spanien, hvor vi som pilgrimme godt ved, hvad vi kan møde; og hvor de eneste lidt skræmmende dyr kan være de aggressive hunde.


Japan er – inklusiv de farlige dyr - som land aldeles uovertruffent. Der er venlighed og ydmyghed overalt, der er totalt rent (man er selv ansvarlig for at komme af med sit affald, og der kan godt gå lang tid, før man møder en affaldsspand, så man må bare bære rundt på det).

Japanerne er virkelig hjælpsomme overfor os pilgrimme. Vi fik gaver fra de lokale i form af f.eks. mandariner og grøn te undervejs på vores vandring.


I svævebanen på vej til tempel nr. 21 stødte vi på det yndigste ældre ægtepar. De havde gået tempelruten rigtig mange gange, og havde i den forbindelse erhvervet sig en bunke flotte farvestrålende trykte tempelbeviser.


Vi må have set ret beundrende på parret, for lige pludselig begyndte de at forære os nogle af deres smukke beviser. Vi følte os meget beærede, bukkede flere gange for dem med samlede hænder i dyb respekt for dette erfarne pilgrimsægtepar.Den japanske køkultur er ligeledes noget ganske unikt; man står på række alle steder – både ved transportmidlerne, i butikker osv. Da jeg på et tidspunkt var lidt langsom og ret fumlende med de ukendte japanske mønter (hvilket ville have afstedkommet rigtig megen surhed og trætte ansigtstræk andre steder i Europa) fnisede de søde japanere bag mig meget forstående og overbærende; som om jeg havde givet dem dagens gode oplevelse ved at lade dem vente.


Der er naturligvis forskel på japanerne på de små affolkede øer i det såkaldte ”gamle Japan” og i de lidt større byer. I byer som Osaka og Kyoto ser man tydeligt den vestlige påvirkning. Folk har mere travlt, spiser også mere vestligt, arbejder meget; især de unge drikker og ryger faktisk også en del.


Specielt den sydlige del af Shikoku ud mod Stillehavet gjorde et uforglemmeligt indtryk. Det er her, at befolkningen lever i en konstant angst for, hvornår den næste tsunami kan finde på at komme forbi.


Der er på hver eneste lygtepæl skilte, der viser højde over havet, og hvordan man skal forholde sig, hvis/når den næste tsunami dukker op. Vi mødte ikke mange mennesker her; rigtig mange forlader simpelthen det naturkatastrofeprægede område og flytter længere ind i landet. Der er dog usædvanligt smukt, og dét at gå som pilgrim giver rigtig mange specielle oplevelser.


På de 13 dage, som vores tur varede, nåede vi således at opleve en del templer, startende med tempel nr. 11 og sluttende med nr. 31. Nogle af templerne gik vi ikke hele vejen op til – og vi gik også uden om et par stykker; af hensyn til vores planlagte rute. En del af de første templer fra 1-10 ligger på asfalt- og byveje, og de var således bevidst fravalgt. De øvrige lå som nævnt i bjergene og ved Stillehavet.

Jeg kunne i den grad være fristet til at komme tilbage til Japan på et tidspunkt. Men at gå selv dernede mellem slangerne er nu også lidt gruopvækkende...

Vi mangler jo stadig en del templer; vi sluttede som nævnt ved nr. 31, og der er altså 88 af slagsen, så det er lidt som at have gået en halv camino i Spanien, det går jo virkelig ikke.

Mit håb er derfor, at den kyndige rejseleder Dina Schmidt tager sin sympatiske japanske tolk Tomoko under armen og arrangerer endnu en vandring på tempelruten. Jeg er helt sikker på, at det vil tiltrække mange vandreglade danskere; for det er altså bare anderledes at gå i Japan.


Flybilletten er naturligvis ikke helt billig; til gengæld bruger man ikke mange penge, når man først er der. Og vælger man Dina Schmidts tilbud er man virkelig godt hjulpet; alt er nemlig arrangeret på forhånd. Her møder du det ”rigtige” gamle Japan, den sunde bondekost og de spændende, varierende overnatningssteder, hvor man kommer helt tæt på den lokale befolkning.

Og du får i den grad optimeret din kondition, og kommer retur med et stk. sund og stærk krop.

Så tag endelig afsted. For mig var det ganske enkelt mit livs rejse, sandt – selv om det er store ord.


Anette Riis, Silkeborg

Copyright Travelonfoot @ All Rights Reserved